Termik er luftens lodrette op- og nedadgående bevægelse i instabile luftmasser. Termik udløses af solens opvarmning af jorden.
Når luften lige over jorden har nået en tilstrækkelig temperatur (det kan på varme dage ofte ses som en „dirren“ i luften over varme overflader som asfalt), så vil den på et tidspunkt „rive sig løs“ fra jorden og begynde at stige opad.
Så længe den opadstigende luftmasses afkøling er mindre (langsommere) end temperaturfaldet med højden i de omgivende luftmasser, så vil denne „boble“ blive ved med at stige, og når den når dugpunktet (den temperatur hvor vandet i luften kondenserer) bliver boblen til en cumulussky (også kaldet „sommerskyer“ eller „blomkålsskyer“). En tør overflade vil lettere end en fugtig udløse termik, og nogle gange vil et tørt område kunne udløse kontinuerlig termik – et sådant område kaldes for et „hot spot“.